På Tiufkærvej 126 har der været landsbysmedje siden 1757. Palle Lange har drevet virksomheden fra 1976 til 2019. Efter han overtog virksomheden, er den gennemgået en omfattende ombygning. Virksomheden er en af de sidste rigtige landsbysmedjer i Danmark, der ikke beskæftiger sig med VVS, men udelukkende med vedligeholdelse af landbrugsmaskiner og maskinhandel. Du kan læse mere om Tiufkærvej 126 i bogen ”Smidstrup – spredte træk af sognets historie” side 147 til 149.

Palle Lange foran Tiufkær Smede- og Maskinforretning få dage før han  afhændede bygningerne til andet formål. Fotograf Keld Christensen.

Palle Lange foran Tiufkær Smede- og Maskinforretning få dage før han afhændede bygningerne til andet formål. Fotograf Keld Christensen.

På Tiufkærvej 152 lå der i årene efter 1833 en træskomager. Bygningerne må have været forfaldne, for før 1900 var det blevet til en ubebygget grund. I 1904 købte Tiufkær Brugsforening I/S grunden og byggede en forretning med tilhørende beboelse. Brugsforeningen gik ikke godt, så foreningen blev opløst i 1924 og bygningen solgt til købmand Peter Larsen Thomassen. Du kan læse mere om forretningen i ”Smidstrup – spredte træk af sognets historie” side 155 til 157.

Tiufkær Købmandsforretning, Tiufkærvej 152, Det Kongelige Bibliotek Aalborg Luftfoto 1948 - 1952

Tiufkær Købmandsforretning, Tiufkærvej 152, Det Kongelige Bibliotek Aalborg Luftfoto 1948 - 1952

I 1786 var der en skomager på adressen Tiufkærvej 130. Efter 1800 blev bygningen brugt til udlejning, og den blev beboet af en hel del forskellige daglejere. Omkring 1820 blev huset igen købt af en skomager. Skomager Uldrich Jürgewitz født i 1792 mistede sin kone i 1852. I 1853 er Ulrich 61 år og gifter sig med Ane på 26 år. Aldersforskellen var for stor, og de blev skilt efter mindre end 2 års ægteskab. Skilsmisse var den gang næsten uhørt i sognet. Efter 1854 er huset igen beboet af daglejere. Omkring 1870 køber høker Jens Christian Olesen huset. Han handlede med æg, høns, skind, huder og mange andre ting. Jens Christian Olesens efterkommere har drevet cykelværksted samt radio- og tv-forretning i bygningen frem til år 2000.

Først cykelværksted med forretning, siden blev der radio- og tv-forretning på Tiufkærvej 130, Det Kongelige Bibliotek Aalborg luftfoto 1948 til 1952

Først cykelværksted med forretning, siden blev der radio- og tv-forretning på Tiufkærvej 130, Det Kongelige Bibliotek Aalborg luftfoto 1948 til 1952